Den ulykkelige boghandler 3

Hvad skulle man foretage sig på flyet mellem København og London andet end at tælle de berømte sammenligninger i ’En omvej’, der er første omvej/novelle/essay/udbrud i Rasmus Nikolajsens Den ulykkelige boghandler? Så det gjorde jeg … Fra London er jeg for øvrigt taget videre til Oxford for at workshoppe med engelsksprogede litteraturundervisere fra ikke hele verden men dog Brasilien, Etiopien, Norge, Grækenland. Her til aften har jeg fået en ung Atheners udlægning af Grækenlands situation, det er vildt interessant, men det er Nikolajsens sammenligninger også.

De kommer ofte i klaser, så jeg har opgivet at registrere alle sammenligningerne enkeltvis. Nogle står alene andre altså klasevis eller klyngebombevis. Jeg burde muligvis have taget Ulla Albæks Dansk stilistik med mig også. Det har jeg ikke, men jeg har valgt kun at medregne de sammenligninger, som jeg mener er helt særlige, og derfor ægte, Nikolajsenske sammenligninger. Måske er det bl.a. dem, der fik Lene til i en tidligere post at beskrive teksten eller fortællerstemmen i bogen som anmassende … i hvert fald er der tale om en sammenligning, der som ud af det blå lader teksten springe til et helt andet sted, end der hvor den var. Ved hjælp af et som (som konjunktion). Ikke for at gøre skildringen mere præcis, tværtimod. Jeg har brugt optællingen som en måde at skærpe min opmærksomhed på under genlæsningen, jeg talte 36 sammenligningssteder på de knapt 30 sider, hvilket jeg mener må være en høj frekvens (men i forhold til hvad? Foreløbig bare høj). Her er en stribe eksempler (med mine kursiverede som’er):

1

Vi fyldte den lille lillablå Toyota Starlet med tasker og en sæk med sengetøj, som en studerende inden eksamen fylder sig med viden, blot for, som man tømmer bilen på destinationen, at glemme det hele efter at have fået udleveret sin karakter.

2

Det er hendes bil – og skal det være så lader jeg mig da gerne fragte omkring som en mops i en håndtaske!

3

Det er Riffers [Rifbjergs] årlige sommerkronik hvor han installerer Kandestederne som en sommeridyl hvor fortid og nutid, barndom og manddom mødes, men så også fortæller om hvordan idyllen, som af kolik, forstyrres.

4

Riffer mener at det naturlige er at gå i vandet nøgen, men så dække de ”dinglende initialer” til når man, som en hvalros, vralter rundt på land. [er sammenligningen egentlig Riffers eller Nikolajsens?]

5

Oplevelsen af at alle tider faldt sammen i ét nu, at fortiden og fremtiden kunne være til stede sammen, som fraskilte forældre til deres barns fødselsdag, uden at skabe uro, uanset hvor knudrede begge parter måtte være.

Her kommer et eksempel uden for nummer, fordi denne sammenligning er en metasammenligning, der forklarer Nikolajsens sammenligningsmetode, så skulle teorien være på (sin) plads:

Storebæltsbroen stod nu foran os som en far-fetched sammenligning der forbinder Sjælland og Fyn, eller mere præcist: som en moderne conceit (den knivskarpe litteraturforsker Helen Gardner definerer conceit, John Donne og de øvrige Metaphysical Poet’s yndlingstrope, som ”a comparison whose ingenuity is more striking than it’s justness” og forklarer at ”a comparison becomes a conceit when we are made to concede likeness while being strongly conscious of unlikeness”). Som hjerneceller af en conceit lokket på overarbejde, lokket til at forbinde dele af hjernen der normalt ikke snakker sammen hvorved man sendes på en indre rejse i det ukendte, gled vi hen over østrendens højbro mens et kæmpe krydstogtskib, som en malet figur der hopper tilbage i billedrammen, gled ind under os som en fyldt chokolade ind mellem læberne.