tirsdag den 10. juli 2012

Anbefalinger

Ikke fordi sommeren er over os med alle sine dyneskyer. Ikke fordi der intet andet er at lave end at læse bøger. Ikke fordi Promenaden skal ligne et bogtillæg. Ikke fordi Flåden allerede har lagt ud. Men alligevel. Her et par bøger til anbefaling.




Jeg begynder med min gamle ven Aris Fioretos, der for alvor har fået hul til de svenske læsere med et par bøger om sin græske far og familiens skæbne som "nysvenskere" (moderen er østriger) i velfærdslandet. Det er måske ikke helt så spektakulært som hos Zlatan Ibrahimovic, men det er noget mere ømt og smukt, og en hel del klogere. At græsk-østrigsk-svenskeren i det hele taget er en vanvittig lærd mand, får man syn for i hans nye samtalebog med Durs Grünbein, hvis digte tidligere er blevet oversat til dansk. I Avtalad tid (Ersatz, 2012) mødes de to venner fem forskellige steder i verden – Las Vegas, New York, Stockholm og to forskellige steder i Berlin – over en periode på seksten år fra 1995 til 2011. Mellem møderne har forfatterne sendt hinanden spørgsmål på meget sigende, om ikke ledende, postkort – Rubens: Medusas hoved omgivet af slanger, Caravaggio: David med Goliats hoved holdt ud i strakt arm, Tischbein: To mænd på en sofa, vel sagtens Goethe og Schiller eller måske Fioretos og Grünbein? – og både spørgsmål og svar gengives som intermezzi. Selve samtalerne handler om alt fra byudvikling, arkitektur, murens fald, 9/11, forfatternes opvækst foruden selvfølgelig litteratur, herunder ikke blot poesi og centraleuropæisk modernisme (Kafka og nedefter), men også science fiction og naturvidenskab. Samtalernes mål synes at være at erobre nyt land inden for alle områder i såvel den ydre som den indre verden og at finde en ny begrundelse for litteraturen, et nyt territorium, nu hvor den synes så trængt af hurtigere medier og af almindelig distraktion. Grünbeins bud på, hvordan litteraturen kunne genopfinde sig selv, lyder:

"Det gäller att uppteckna ögonblicken av högsta lust och största ensamhet, såväl läroprocesser som orgasmer, resor i alltet och sexualitetens, födelsens och familjelivets alla intimiteter. Varje dag glider en del av denna terra incognita bort. Vad gör det att den därefter blir obrukbar för konstnärlig bearbetning? I televisionens fall handlar det hela tiden om en tid som är "på". Konsten däremot sträver med alla skapande medel mot en tid som är "av" – njutningens och meditationens tid, men framför allt produktionens. Att skriva har för mig överhuvudtaget bare en betydelse: att det erbjuder mig en tid som är "av", en icke-kvantifierbar, ekonomiskt värdefri tid. Det är vad det handler om, inget annat."




Aris Fioretos er også forfatter til pragtværket Flykt och förvandling (Ersatz, 2010) om Nelly Sachs’ liv og værk. Bogen, der som det fremgår af billedet også findes på tysk, er udgivet i forbindelse med en vandreudstilling om Sachs, som fandt sted i Berlin, Stockholm, Zürich og Dortmund i 2010 og 2011. Af samme grund er bogen, kaldet en "billedbiografi" på omslaget, spækket med fotografier og dokumenter af enhver art fra Sachs’ barndom, over flugten til Sverige og moderens død, frem til digterens gennembrud og efterfølgende verdensberømmelse. Bogen er endnu en bekræftelse af, at det først er efter ankomsten til Sverige, at Sachs’ poesi frigør sig fra det senromantiske og bliver moderne, ikke mindst under indflydelse af formsprængende svenske digtere som Ekelöf, Lindegren og Södergran. Alligevel ser Fioretos forbindelser mellem den tidlige og den sene poesi, blandt andet i det forhold, at Sachs vedbliver at være en passiv digter: "Hon komponerar inte dikter utan överväldigas av dem", som det hedder allerede i forordet.

Sachs synes fra starten at være en tragisk figur, ikke mindst på grund af faderens tidlige død og tabet af en ungdomskæreste, som hun aldrig synes at overvinde. Men da hun kommer til Sverige og får beretninger om de frygtelige hændelser i hjemlandet, indser hun, at hun deler skæbne med hele det jødiske folk, og det giver ifølge Fioretos hendes poesi et præg af "med-lidande". Selv skriver hun: "Men mitt öde är att vara ensam, liksom det är mitt folks öde." Det er en tænderskærende bog, Aris Fioretos har begået, man ser i bogstaveligste forstand ind i forfatterskabet og i digterens liv, hvor hun sidder i sin lillebitte eksil-lejlighed i Stockholm og modtager digte, næsten som under tvang. Med endnu en præcis bemærkning nævner Fioretos, at det er en poesi, "som ville få läsaren att själv sätta sig in i den obegripliga smärtan." Hans bog kan glimrende læses sammen med Ruth Dinesens ret traditionelle Sachs-biografi, der udkom på dansk i 1993 på forlaget After Hand, og Olof Lagercrantz’ studie i Sachs’ lyrik, der udkom i Hasselbalchs Kulturbibliotek under titlen Den vedvarende skabelse i 1966, samme år som hun fik Nobelprisen.



Jeg vil ikke undlade at nævne en bog, jeg selv har oversat, og som forlaget Basilisk udsendte tidligere på sommeren til ingens verdens opmærksomhed. Det drejer sig om amerikaneren John Haskells Jeg er ikke Jackson Pollock, hvis ni dele ikke er "short stories", men blot "stories", og dét endda i dobbelt forstand, dvs. både fortællinger i egen ret og viderefortællinger om virkelige figurer fra mange sider af historien – mytologiens, musikkens, billedkunstens, litteraturens og ikke mindst filmkunstens. Blandt mange andre skriver Haskell om Glenn Gould, om Janet Leigh og Orson Welles, om den afrikanske kvinde Saartjie Baartman, der blev fremvist i London som en særling under navnet Hottentot-Venus, og om hunden Lajka, der blev den første hund i rummet. Haskell tager udgangspunkt i de virkelige hændelser – Baartmans skæbne i Europa, Lajkas skæbne i rumkapslen – og broderer videre i en blanding af portrætter og anekdoter. Man kan godt mærke, at Haskell er gammel performance kunstner, han genner sine figurer ind på scenen og opfører små optrin med dem, gerne i et uhyre enkelt, naivistisk sprog. I Lajkas tilfælde forsøger han fx at forstå hundens fornemmelse af magtesløshed og dens ukuelige optimisme over at være del af et eksperiment til gavn for al fremtidig rumfart. Det er psykologisk indlæsning for fuld fart som i god gammel historieskrivning, men samtidig både rørende og morsomt og intelligent, som her om Lajka:

"Lajka troede på Aristoles’ dictum om vane og lykke, og eftersom hun levede i det forrige århundrede, optimismens århundrede, troede hun at hendes handlemåder ville være en begyndelse. Da hun indså hun skulle dø, rørte det hende ikke stort, for hun døde i det håb, at en enkelt handling kunne skabe en bedre verden. Et håb som vi, i dette århundrede, har vores tvivl om. Vi lever i den fremtid hun troede ville komme, men vi har i virkeligheden aldrig vænnet os af med vold og grådighed. Hvor Lajka drømte om at ændre verden, må vores drøm på dette tidspunkt være bare at have en drøm."



Endelig vil jeg anbefale, ikke en bog, men en forfatter, som jeg mødte ved Limas første internationale poesifestival, der fandt sted her i foråret under stor bevågenhed fra alskens medier og fra byens lyrikinteresserede. Blandt andet lykkedes det at samle over 3000 mennesker til en udendørs oplæsning, og de kom ikke kun på grund af de indbudte, lokale musikstjerner, der spillede i pauserne. I hvert fald kunne man et par gange høre publikum råbe: "Poesía! Poesía!" når musikerne overtog scenen. Renato Sandoval, der var hovedmanden bag festivalen, havde inviteret over firs digtere til Lima, heriblandt Pia Tafdrup, Thomas Boberg og så altså hunden selv, og vi fik alle nogle knaldende fornemmelser både af byen og af poesien. En af de digtere, der gjorde størst indtryk, var den brasilianske digter Lêdo Ivo, en ældgammel mand (født i 1924) i smart tøj og Converse, ikke større end en tudse, men med en tør diktion, der passede perfekt til hans illusionsløse digte. Ivo betragtes som en af de største nulevende digtere i Brasilien, og han har ved siden af poesien skrevet både essays og fortællinger. Især ét af hans digte blev hængende i bevidstheden, et digt om de fattige i Brasilien. Thomas Boberg og jeg blev ved med at gentage en linje i digtet, næsten vantro: "La verdad es que los pobres no saben ni morir" – sandheden er at de fattige end ikke kan finde ud af at dø. Resten er lige så kontant, gnavet ind til benet, som det fremgår af følgende spanske oversættelse. Hvis De ikke har en nabo eller kæreste, der kan oversætte fra spansk, har Thomas lovet at fremstille en dansk version så hurtigt som muligt. Indtil da:
 

Los pobres en la central de autobuses

Los pobres viajan. En la central de autobuses
levantan los cuellos como gansos para mirar
los letreros del autobús. Sus miradas
son de quien teme perder alguna cosa:
la valija que guarda un radio de pilas y una chaqueta
que tiene el color del frío en un día sin sueños,
el sandwich de mortadela en el fondo de la bolsa,
el sol del suburbio y polvo más allá de los viaductos.
Entre el rumor de los altoparlantes y el acelerar del autobús
temen perder su propio viaje
oculto en la niebla de los horarios.
Los que dormitan en los asientos despiertan asustados,
aunque las pesadillas sean privilegio
de los que abastecen los oídos y el tedio de los psicoanalistas
en consultorios asépticos como el algodón que tapa la nariz de los muertos.
En las filas los pobres asumen un aire grave
que une temor, impaciencia y sumisión.
¡Qué grotescos los pobres! ¡Y cómo sus olores
incomodan a pesar de la distancia!
No tienen la noción de las conveniencias, no saben comportarse.
El dedo sucio de nicotina restriega el ojo irritado
que del sueño retuvo apenas la legaña.
Del seno caído y dilatado escurre un hilillo de leche
hacia la pegueña boca habituada al llanto.
En la plataforma van y vienen, corren, aseguran maletas y paquetes,
hacen preguntas inconvenientes en las ventanillas, susurran palabras misteriosas
y contemplan las portadas de las revistas con el aire de espanto
de quien no sabe el camino del salón de la vida.
¿Por qué ese ir y venir? Y esas ropas extravagantes,
esos amarillos de aceite de palmera que duelen a la vista delicada
del viajante obligado a soportar tantos olores incómodos.
¿Y esos rojos contundentes de feria y parque de diversiones?
Los pobres no saben viajar ni vestirse.
Tampoco saben vivir: no tienen noción del bienestar
aunque algunos poseen hasta televisión.
La verdad es que los pobres no saben ni morir.
(Tienen casi siempre una muerte fea y poco elegante).
En cualquier lugar del mundo incomodan,
viajeros inoportunos que ocupan nuestros lugares
aunque viajemos sentados y ellos de pie.

(Oversat fra portugisisk af Carmen Gloria Rodríguez og Vania Torres)

5 kommentarer:

  1. John Haskells bog er yderst interessant, måden han blander virkelighedens og fiktionens figurer ind i hinanden, lader dem overlappe hinanden ... fx ler skuespilleren sig selv i den rolle som han eller hun skal spille, som om rollen overtager skuespilleren - ikke kun i filmen, men også i livet derefter - eller er det omvendt? Skuespillerens skæbne bliver på en måde rollens, eller rollen må følge skuespillerens "virkelige" liv, hvis man kan sige det sådan. Indviklet? Nej, det mener jeg ikke, bevægende til tider. Jeg er blot halvvejs, men den er dragende. Og glæder mig til resten - den er faktisk alt for hurtigt læst. En særlig form for essay-historie? Bevidst enkelt skrevet, ordet "dyb", jeg tror næsten det kan bruges i just denne forbindelse. Det hele er naturligvis fiktion, men forfatteren får læseren til at tro på, at han kender skuespilleren bag rollen, virkelighedens Jackson Pollocks sind, eller Jan Vermeers portrætterede piges tanker i billedet, ligesom han "ved" hvad en kærlighedshungrende elefant tænker, ikke kan (fx udtrykke sig i sprog, den er jo elefant), og derfor er nødt til at gøre. Faktisk raffineret, men ikke "smart". Historiens, virkelighedens, fiktionens og mytens skikkelser og væsener digtes tilstede i historierne - på lige fod. Måske noget i den retning.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Thomas. Bliver virkelig spændt på at læse.

      Slet
  2. og nu hvor jeg er ved at nærme mig enden på Jeg er ikke JaP, kan jeg godt se, at det kan siges noget kortere: følelser - begær(oftest ødelæggende, dvs. rettet mod det som ikke kan lade sig gøre) - skæbne (oftest krank).

    SvarSlet
  3. Jeg glæder mig også meget efterhånden. Men jf din nylige tråd på facebook - begær er vel for pokker altid rettet mod det der ikke kan lade sig gøre - om det så er teologisk, epistemologisk, erotisk - ellers er det der slet ikke. Eller også er det ikke begær længere. Og det kan være destruktivt, men er det jo ikke nødvendigvis.Som litteraturforsker véd jeg godt at jeg aldrig når i mål med en tekst, jeg kan heldigvis aldrig lukke og slukke efter mig. Og dén skæbne forekommer mig ikke at være krank. Undskyld for ego-eksemplet!

    SvarSlet
  4. jeg refererede til John Haskells bog,for den handler nemlig om det, sådan som jeg læser den (og nu færdiglæst) - men ellers er jeg da slet ikke enig med dig, det er da muligt at få tilfredsstillet eller indfriet et begær uden at slå det ihjel, både erotisk og i anden forbindelse.

    SvarSlet